Åh nej, min grafiker, skiltemand eller mit lokale reklameværksted har spurgt mig om jeg ikke har vores logo i vektorformat. Med hvad er det for en størrelse?
Herunder kan du blive lidt klogere på hvad forskellen på forskellige grafikformater er, og hvorfor man ikke bare kan bruge logoet fra e-mail-signaturen til en t-shirt eller den nye tryksag.
Logoer og symboler bliver - for det meste - lavet som vektorgrafik. Det gør at man kan bruge logoet i mange sammenhænge og størrelser, og at de kan placeres ovenpå farvede baggrunde eller billeder. Vektorgrafik kan skaleres til alle størrelser uden at kvaliteten bliver forringet. Og vektorgrafik kan bruges i skæreplottere, til f.eks. skilte og bildekoration eller til lasergravering på talrige produkter.
I nogle tilfælde er det ikke muligt eller hensigtsmæssigt at bruge vektorgrafik. På websider, i e-mails og i office-dokumenter (Word, Excel og Powerpoint m.m.) bruger man typisk bitmapversioner af logoet. Når man bruger bitmapgrafik, laver man en version af grafikken i den størrelse, man skal bruge. Denne version kan derefter ikke skaleres til andre størrelser uden kvalitetstab.
Når man bruger grafikfiler sammen med andre elementer, kan det ud over forringelse af kvaliteten, også give andre problemer at bruge bitmapgrafik. Se her hvad der ofte sker når man bruger et bitmaplogo taget fra en webside.
Det giver ekstra arbejde til grafikeren, og risko for at logoet bliver ødelagt, når det skal fritlægges. Man bør derfor IKKE bruge logoer, som er hentet fra websider – dels fordi de ofte er lavopløste, dels fordi der kan være hvid baggrund.